Claus Elken, født 1978

 

Claus Elken

Afveksling siges at være godt, så i stedet for profilen  byder Backgammonforum.dk denne gang på et inteview med den regerende nordiske mester.   

Vores interviewoffer, Claus Elken (f. 1978), vandt den 21. Nordic Open på Marienlyst i Helsingør fra den 9. til den 13. april. Der deltog omkring 200 spillere fra hele verden.

Claus bor i Brøndby sammen med sin kæreste, har en hhx uddannelse og arbejder i et familieejet printcenter, Cityprint. Til daglig spiller han i Københavns Backgammon Klub.

 Vi stiller over til interviewet:


Hvad har været din største backgammon-udfordring?


"Det har helt klart været hele forløbet under de åbne nordiske mesterskaber. Først at vinde en TMP konkurrence om gratis entry til Championship rækken, derefter at gå hele vejen til tops og vinde det hele. Nordic Open er en af de stærkeste turneringer i verden."


Er der efter din mening forskel på at spille live turnering og online?


"Ja uden tvivl. Det er lidt det samme som poker. Det er nemmere at læse modstanderen, når man spiller live. Eksempelvis når man sidder og overvejer at double, så afslører modstanderens ansigt ofte, om det er et take eller om de passer.  Nogle mennesker er selvfølgelig nemmere at læse end andre.

Psykologi spiller også ind, når det foregår live. Mange snakker sig ud at situationer og påvirker modstanderen til at lave fejl eller til at blive usikre på deres handlinger. Folk i pressede situationer kan nemt blive lette ofre.

Visse mennesker klynker også meget, som både kan påvirke sin modstander positivt som negativt.

Når man spiller turneringer på nettet, så er det oftest på de fleste backgammonservere nemmere at vurdere en cubeaction, når pipcount figurerer på bordene.  I livegammon møder man folk der aldrig tæller pips, hvilket kan være en kæmpe fordel."


Har du et særligt kendetegn, når du spiller?


"Mange mener, at jeg spiller langsomt. Det kan jeg måske til tider også gøre, men ofte har jeg mere tid end min modstander har tilbage på uret.

Jeg kan være ret tavs under en kamp. Som regel er det, fordi jeg er dybt koncentreret.  Jeg har let ved at lukke af for alt det der sker omkring mig og kun fokusere på kampen.  Jeg har hørt folk, som ikke kender mig, betegne mig som arrogant, fordi jeg til tider kan være en mand af få ord. Men det er kun indtil, de lærer mig at kende.

Jeg sidder næsten aldrig og klynker, og hvis jeg endelig skulle gøre det, gør jeg det positivt og udadvendt.  Men hvis jeg sidder og spiller med ur, så kan jeg ofte give udtryk for min utilfredshed, når jeg slår på timeren."

Er der noget, du brænder for at fortælle, og har du et godt råd til vores læsere?


"Jeg har selv kun spillet livegammon i 20 måneder og føler, at jeg er nået rimelig langt allerede. Jeg har spillet mange kampe i den tid, og det er efter min mening vejen frem, hvis man vil blive en bedre spiller. Jeg spillet gammon på nettet i ca. 10 år. Jeg har aldrig læst en bog om backgammon, men jeg har lært mest, når jeg har spillet livegammon.

Hvis jeg skal komme med nogle gode råd, så er det "godt humør og positiv energi."  Det er efter min mening vejen til succes. Og selvfølgelig spilleglæde.

Hvis jeg under en kamp sidder i brok, så prøver jeg at tænke på noget positivt, eller noget der kan få mig gejlet op til at blive det.  Det giver sig selv et ekstra kick, når det lykkes."

 

Vi siger mange tak for de gode svar.

Vi ønsker Claus al mulig held og lykke fremover!